Velkommen til kunstudstilling!
26 Mar 2012 Leave a Comment
Som enhver god humanist går jeg rundt med en kunstner i maven, der bare venter på at bryde ud. Jeg har naturligvis kun tilbragt 5 år på universitetet for at have noget at falde tilbage på hvis det utænkelige skulle ske og jeg ikke bliver den nye Michael Kvium. Derfor går jeg rundt i min fritid og maler og tegner. Mest nøgne damer – spørg ikke hvorfor. Og nu har jeg taget mig sammen til at tage en masse billeder af mine værker og det lader sig naturligvis ikke gøre at holde dem for mig selv. Banebrydende kunst bør deles med folket – det er simpelthen min pligt! Så her følger en billedparade, og jeg synes bare vi skal aftale, at inden du kigger på dem, lukker du lige øjnene engang og forestiller dig at de hænger på Statens museum for kunst. Og her har du et glas billig Asti, øh, champagne og lidt røget laks på en tandstikker. Klar? Ok, god fornøjelse!
"Portræt af en ven"
Selvportræt
- Portræt af min far
- Portræt af min kæreste
- Parafrase over Gustav Klimts "Hygeia"
- Parafrase over Gustav Klimts "Judith"
- Uden titel
- Sol
- Marmorkugler
"Blåkælken"
"Gulekongen"
Lyden af stilhed
20 Mar 2012 Leave a Comment
Der har været stille et stykke tid. Det skyldes at lyden på mit liv har været forsvundet siden starten februar, hvor min farmors hjerte gav op. Det var i øvrigt iskoldt den dag og verden var dækket af hvid is og sibirisk kulde. Hun fik et langt og godt liv, og jeg er faktisk ikke så ked af det som jeg havde forestillet mig. Et liv skal slutte på et tidspunkt og hvis man lever til man er 88 og får lov at se sine børn, børnebørn og oldebørn trives skal man være glad. Jeg savner hende selvfølgelig. Men det er okay. Det er okay at savne, det viser bare at man har holdt af et menneske. Men et dødsfald betyder ikke blot at et menneske forsvinder. Det betyder også livet forandrer sig, selv bare ganske lidt. Min farmor var omdrejningspunktet i min fars familie, den som holdt styr på os alle sammen og bandt os sammen. Nu må min far og hans søskende tage over, men det er ikke det samme. Det er ikke nødvendigvis værre, bare anderledes. Enkelte familiemedlemmer træder mere i karakter, mens andre glider mere i baggrunden. Min egen rolle forandres. Pludselig er min far, og dermed også jeg selv rykket et skridt tættere på døden. Jeg har været heldig og er blevet forskånet for dødsfald i mine nære relationer ind nu, men det er ligesom ikke længere muligt at lukke øjnene helt for det. Jeg kan mærke det indeni mig selv at tingene begynder at rykke sig rundt og forskyde sig lidt, danne nye mønstre.
Jeg så hende. Som hun lå i sin seng men lukkede øjne og et sammensunkent ansigt fordi man havde fjernet hendes gebis. Jeg var bange. Hun lignede en voksdukke og jeg kunne mærke at hun ganske enkelt ikke var der. Farmor var væk og tilbage lå blot det hylster, der havde båret hende gennem 88 år. Det var ikke nemt at se på hende sådan. Men jeg tog mod til mig og aede hende lidt på armen. Den var kold. Så tog jeg hende i hånden og til sidst strøg jeg hende over kinden og det smukke hvide hår, der af en eller anden grund stadig sad helt perfekt. Det var mit første møde med et dødt menneske, og trods dødsangsten der uundgåeligt tittede frem, fik jeg også en stor gave med: Jeg lærte at sjælen eksisterer. Hvordan kunne det være anderledes? Når jeg nu kunne opleve med mine egne sanser at dette var farmors krop, men farmor var der ikke. Der var kommet et farmor-formet hul i verden. Farmor elskede engle. Jeg har altid synes at de små buttede englefigurer var fjollede, men hvert år til jul købte jeg alligevel én til hende. Nu ved jeg at min farmor var en engel og at hendes sjæl er fløjet bort. Forhåbentligt til et smukt og fredfyldt sted. Vi, der bliver tilbage, kan trøste os ved tanken om at selvom døden er sort og tung, er den også hvid og let.
Lyden er vist kommet tilbage nu.
Smukke farmor
Facebook – En had/kærlighedshistorie
08 Nov 2011 2 Comments
Jeg har brug for at opfatte mig selv som en kritisk og velreflekteret bruger af Facebook, ellers bryder mit selvbillede simpelthen sammen. Det bliver et særligt stort problem, når jeg samtidig også elsker at snakke om mig selv og mine interesser til alle omkring mig!
Da jeg startede min karriere som facebookbruger hin hedengangne aften i 2007 da jeg endeligt gav efter for massivt gruppepres, fik jeg hurtigt samlet mig over 400 venner, så man kan roligt sige at jeg fik et stort publikum at snakke om mig selv til. I starten valgte jeg mine opdateringer med omhu, og formulerede dem på seriøse måder om intellektuelle emner, f.eks. ”synes at krigen i Irak er et udtryk for tidens politiske kynisme.” Jeg havde fundet en platform, hvor jeg kunne vise mig som et intellektuelt, velflekteret væsen, og mit selvbillede blev mere og mere oppustet.
Facebook-narcissist
Så kom problemerne. Grænserne begyndte at rykke på sig, mere ville have mere og pludseligt kunne mine 400+ venner læse 2-3 daglige opdateringer. De handlede i højere grad om det private, f.eks. om helbred (har ondt i halsen og tror snart jeg bliver rigtigt syg *piv*) og små underlige detaljer, som ingen i verden har lyst til at vide (har opdaget at hun kan nå sin næse med tungen!). Det blev pludseligt vigtigt for mig at nogle ”likede” mine statusopdateringer, og jeg begyndte i højere grad at skrive om noget, som jeg vidste ville få en reaktion, i stedet for i det mindste at skrive ærligt om hvordan jeg havde det. Jeg begyndte at føle en snigende selvlede hver gang jeg havde skrevet en opdatering, og inden længe indså jeg at det ikke kunne blive ved. Mit selvbillede led under det: Jeg ville bare ikke være ”sådan én”, der ikke kan styre sig på facebook – en facebook-narcissist!
Jeg begyndte at lave opdateringer, som var lidt mindre private og forsøgte i det hele taget at kontrollere min adfærd derinde lidt mere, men det var svært. Sagen var jo den, at jeg var blevet hooked! Desuden bestod mit facebookpublikum af en broget skare af mennesker, lige fra min tante, over mine nærmeste venner til mine nuværende studiekammerater. Mennesker jeg holdt af, mennesker jeg ikke rigtigt kendte, mennesker jeg ønskede at imponere. Jeg begyndte at føle mig lammet hver gang jeg ville lave en opdatering, for pludselig var jeg blevet opmærksom på at lige meget hvordan jeg formulerede mig, så ville jeg ikke kunne fremstå som jeg gerne ville overfor alle de forskellige grupper af mennesker, som kendte mig på mange forskellige måder. Det svarer vel lidt til at lave stand-up for et plejehjem, eller citere Shakespeare for en flok teenagere – jeg kunne simpelthen ikke undgå at fremstå ”skævt” over for nogen!
Afhopper
Til sidst blev jeg så træt af det hele, at jeg trak stikket og slettede min profil. Dvs. så enkelt var det ikke, for facebook har sørget for at det skal være svært at melde sig ud af verdens største onlinefællesskab/reklamedistributør, men efter et par uger var jeg endeligt ”fri” af systemet. Jeg ville prøve hvordan det var at stå udenfor. Resultatet var lettelse og en stolthed over at jeg kunne klare mig uden facebook – jeg følte mig igen kritisk og velreflekteret! Men man skal stå model til mange spørgsmål når man sådan skrotter et fællesskab, der har fået enorm betydning i vores verden i dag. De fleste var forundrede over mit valg, nogle stærkt provokerede, andre beundrende og respektfulde. Èt var sikkert: alle havde en holdning til det. Jeg opdagede også at rigtigt mange mennesker havde haft de samme tanker og oplevelser som mig, og også kæmpede med at få deres selvopfattelse til at hænge sammen med den forbudte nydelse, der for mange mennesker er forbundet med at være særdeles aktive på facebook. Det førte til mange spændende diskussioner, f.eks. med min 13-årige niece, der konstant er ”på” og slet ikke kunne forestille sig et liv uden facebook.
Jeg opdagede dog også, at man som ”afhopper” let kommer ud af det sociale ”loop”, og jeg blev i en periode temmelig afhægtet, da mange mennesker bruger facebook som den primære kilde til invitationer, fødselsdagshilsner osv. Jeg fik f.eks. omkring 15 fødselsdagssms’er da jeg havde fødselsdag i år, mens jeg sidste år på facebook fik omkring 50 hilsner. Det var en hård erkendelse at gøre sig, at ikke alle husker en, med mindre de har en applikaton, der minder dem om det! Men på den anden side, har jeg virkeligt behov for 50 menneskers hilsner? Er det ikke bedre med de 15, som virkeligt betyder noget for mig?
Ny start
Det med at stå mere udenfor det sociale blev dog efterhånden så svært, at jeg valgte at vende tilbage til facebook igen. Jeg begyndte er erkende at det var ikke facebook som i sig selv var ”ondt”, men at man er nødt til at gøre sig refleksioner over hvordan man vil bruge netværket hvis man vil trives med det. Så denne gang har jeg gjort det på en anden måde, på min måde. Nu har jeg en profil under et alias, så jeg ikke kan blive opsøgt af nogen jeg ikke ønsker skal kunne finde mig, og jeg har ikke oplyst særligt meget om mig selv. Jeg har valgt 25 venner til, i stedet for at sige ja til alle og i virkeligheden slet ikke være tæt på nogen. Jeg opdaterer lige når jeg har lyst, om hvad jeg har lyst til, men har med forundring opdaget at lysten til at opdatere er blevet mindre nu hvor de mennesker, der er på min profil, faktisk er nogen jeg holder meget af, som kender mig godt og som jeg ikke har noget stort behov for at imponere. Jeg har forsøgt at forhandle mellem den side af mig, som er kritisk overfor facebook, og den side, der har et stærkt socialt behov. Og mit selvbillede har det heldigvis bedre!
Den lille pengemaskine på prærien
19 Jan 2011 3 Comments
Virkelighedens Laura Ingalls Wilder?
TV-Laura
Jo, den er god nok. Laura Ingalls er ikke bare en irriterende og fregnet Pippi Langstrømpe klon fra den højglanspolerede amerikanske TV-serie ”Little House on the Prairie”, der gik sin sejrsgang på verdens tv-apparater i 1970’erne og 80’erne. Hun er derimod en virkelig person, hvis liv formede sig noget anderledes end det man kan opleve i puttenuttede Walnut Grove. Jeg hader, hader, hader den tv serie, fordi jeg som loyal læser af bøgerne opfatter den som en pladderromantisk platform til at diskutere samfundstemaer, der hører til 1970′erne, og ikke 1870′erne… Og ikke mindst som en nyttig pengemaskine, der lukrerer på bøgernes popularitet. I stedet for at fortælle historien, som den udfoldede sig, har man valgt at forvanske de kendte karakterer og sågar opfundet en hel masse nye og sovset dem ind i en dramatisk Hollywood-romantisering, der får Horton-sagaen til at fremstå som ren rå socialrealisme. Og det til trods for at historien om pioneer-pigen Laura rummer masser af skæbnehistorier, der er relevante for os i dag – og som samtidig danner historien om tilblivelsen af det USA vi kender i dag.
Virkelighedens Laura ca. 1880
Laura blev født i Wisconsins skove i 1867 af Caroline Ingalls, der havde giftet sig med en borgerkrigsveteran med en altid murrende udlængsel, Charles Ingalls. Han drømmer om at indtage uopdagede områder i det vældige prærieterritorium, og pakker derfor hele familien i en prærievogn og efterlader den trygge tilværelse i Wisconsin. Laura er fire-fem år gammel og oplever med barnets naivitet en tryg rejse, der dog for læseren udfolder sig dramatisk. Udover at familien er tæt på at køre galt, Charles farer vild og er væk i flere døgn, Caroline brækker foden da hun skal hjælpe Charles med tungt arbejde, hele familien får malaria mv., så er det også et land, som er præget af intense politiske, økonimiske og sociale spændinger. Der er flere bankkrak, som kaster befolkningen ud i økonomisk ruin. De mange tusinder udstødte fra Europa, der ikke fandt lykken på østkysten, myldrer mod vest for at finde nyt land, men det er hårdt at være landmand på den tørre prærie med det ustyrlige klima. Kriminaliteten er høj, hvilket Charles erfarer da han har taget et midlertidigt job som værkfører på en jernbanestrækning, og nær bliver hængt af arbejderne, der har drukket sig fulde og vil have flere penge. Charles er heldigvis den fødte diplomat og kan tale med alle, høj som lav. Senere på rejsen holdes familien vågen i flere nætter fordi lokale indianerstammer har sat hinanden stævne, for at finde ud af hvordan de skal håndtere de hvides fremmarch i deres land. Igen er det Charles, der taler
Charles ca. 1865
med en fransksproget indianer, og kan fortælle familien, at indianerne har besluttet at skåne dem. Caroline er både lettet og forfærdet da de få dage senere får besked af regeringen om at flytte, da deres fine nybyggede hus nu ligger i et indianerterritorium. Charles er Lauras store helt, men også en tavs og streng far, der viser sin kærlighed ved at sørge godt for sin familie. Charles og familien er med til at bygge De Smet op fra bunden og han bliver en højt respekteret borger, senere fredsdommer.
Charles i Hollywood-style
Det er lidt noget andet med TV-seriens solbrune star, der med blegede tænder og velplejet hår altid er klar til en heart-to-heart talk med sin familie. De bløde 1970′er mænd bliver i det hele taget fejret med pomp og pragt i TV-serien. Det ser man også i portrætteringen af Lauras fremtidige mand, Almanzo Wilder, der er en forstående, langhåret hippiefyr, med incestuøse tendenser (??), som producerne af serien bruger som en pap-figur, alle de unge kvinder i serien åbenbart synes er top-hot… Hvordan skal tv-Laura dog vinde den 10 år ældre fyrs hjerte? Løsningen er noget med at skifte frisure og kysse med Almanzo til en kirke-begivenhed…? Not very likely. Virkelighedens
Almanzo, hippie style
Almanzo var en fåmælt, hårdtarbejdende mand, der vandt Lauras hjerte ved at frelse indbyggerne i De Smet fra sultedøden. Han risikerede sit liv ved
Almanzo ca. 1885
at køre ud på prærien for at finde mad. En mand, der sætter en ære i at være stærk og fri, og som venter med at få sit første kys fra til tilkommende til efter forlovelsesringen er sat på hendes finger. Men måske mest af alt en mand, der ligesom Lauras far, tror på frihed og lighed, de liberalistiske idealer.
Charles er repræsentant for en generation af mænd, der oplevede borgerkrigen, og som kæmpede for de liberale idealer. Han står igennem krise efter krise, høsten der slår fejl, den mistede søn, land, der bliver taget fra ham, og alligevel giver han aldrig op, ukuelig i sin tro på at han ved hjælp af handling og viljestyrke kan finde lykken. Laura overtager denne livsindstilling og beskriver i bogen det øjeblik hun indser, at hendes far er en fri mand. Det er hun erkender at Gud ikke styrer livet (traditionel kristendom, der indbyder til en passiv livsindstilling) men at mennesket selv
Laura - en pioneer indenfor amerikansk liberalisme
styrer sit liv og sine handlinger, med støtte fra Gud (kimen til den proaktive nyreligøsitet udbredt i USA i dag). Lauras datter, Rose Wilder Lane, bliver iøvrigt én af de mest prominente kvindelige forfattere i starten af det 20. århundrede, og hendes forfatterskab centrerer sig også om liberalismen. Hvis man vil forstå hvorfor amerikanere er så meget imod socialisme (som vi så med vedtagelsen af sundhedsreformen) kan man derfor passende begynde med at læse Det Lille Hus på Prærien!
Marilyn Manson og High School kulturen
12 Jan 2011 Leave a Comment
Første gang jeg stiftede bekendskab med Marilyn Manson, var da han dukkede op på de danske TV-kanaler med sit iskolde og højironiske cover af “Tainted Love”. Hvem husker ikke billedet af den sorte über-goth limo, der kører op foran et typisk amerikansk middelklassehjem og lover død og ødelæggelse af feststemningen hos de populære typer fra High School? Ud stiger fænomenet Manson, de udstødte teenageres Messias, og så er festen ellers i gang. Det gælder naturligvis om at torturere store, muskuløse Jocks og den overivrige cheerleader, og at befri den nørdede pige, så hun kan blive en del af gothkulturen og få sin hævn…
Hævn over de populære typer, der ifølge den amerikanske Hollywood tradition åbenbart har for vane at grovmobbe de udstødte (bumsede, bebrillede eller bare beåndede), er et gennemgående tema for Manson. I “The Fight Song” står bandet og spiller foran en football match mellem de hvide, pæne spillere fra “Holy High” og de sorte goth footballspillere fra “Death Valley High”. Jeg behøver vel ikke nævne hvem der ved hjælp af en frisk omgang rituel afbrænding af målposten vinder matchen. Ligeledes er der i “mObscene” et kor, der i bedste cheerleader stil bakker Mansons intense vokal op med råbene “Be – obscene, be be obscene!”
Der er ingen tvivl om at budskabet går rent ind hos tusinder af unge high school elever, der er vrede på deres forældre og deres skole og martrede af teenage angst. Manson sælger i hvert fald som varmt brød og fylder stadion efter stadion med sortklædte, piercede disciple til Mansons fascistisk inspirerede koncerter.
Men hvorfor beskæftiger en voksen mand på 42 sig så ofte med problematikker, der egentligt hører til teenagelivet??
Den åbenlyse forklaring er at han selv var udsat for en hård opvæ
kst, som har efterladt ham med åbne sår, han mere eller mindre effektivt forsøger at bearbejde gennem sin musik. Marilyn Manson er døbt Brian Warner, og blev født i Florida – en solbeskinnet, republikansk stat, med en klar overvægt af pæne, pensionerede livsnydere. Det må have været udfordring nok i sig selv at forblive ligbleg og sorthåret i en stat fyldt med tanned blondes… Brian Warner blev sendt på autoritære kristne skoler, hvor han gjorde alt for at ikke at passe ind. Ifølge flere biografier nød han at placere pornoblade i lærerens skabe og ellers at undgå at blive lagt mærke til at de andre studerende, der havde travlt med at tæske alle dem, der var udenfor fællesskabet. Modsat hvad man skulle tro, var han ikke goth som ung – det var han efter eget udsagn slet ikke cool nok til!
Han blev opdraget af en mor, som bildte sig ind at han havde alskens alvorlige sygdomme, hvilket betød at unge Brian blev overbeskyttet og fyldt med medicin han ikke havde brug for. Helt sikkert ikke noget den i forvejen temmeligt ranglede og blege dreng scorede props i skolegården for. Der var også noget med en dameundertøjsbærende, hardcorepornolæsende bedstefader med en kælder Brian af uvisse årsager tilbragte en hel del tid i, og en far, der helt alvorligt havde tænkt sig at købe en luder til sin søn, hvis han ikke havde prøvet en tur i høet inden sin 15 års fødselsdag. Det var et ”tilbud”, som Brian var skrækslagen for at skulle tage i mod. Derfor fik han ordnet det tekniske med en tilfældig pige på en øde græsplæne en kold efterårsaften. Således indledte unge Brian en højst aparte musikalsk såvel som seksuel karriere, der i hvert fald har givet sladderbladene nok at skrive om og højrefløjen nok at korse sig over…
Fænomenet Marilyn Manson er altså en slags vrangside til det pæne, kristne middelklasse USA. Ikke en modsætning, men bare en anden del, som skyggen er en del af lyset. Det fremgår også i mange af teksterne, f.eks. “I never really hated the One True God, just the God of the people I hated” fra “Disposable Teens”, underforstået: ”Det er ikke biblen, der er mit problem – det er jer, og jeres måde at behandle mig på”. Måske en hilsen til de gamle lærere fra de kristne skoler han gik på. I samme sang karakteriserer han i øvrigt sig selv som en “survived abortion, a teen distortion” og viser dermed sin ironiske sans: Han ved udmærket godt at hans popularitet mest er et produkt af sine fans forvrængning af ham fra en mand med en smertefuld fortid og en forkærlighed for læbestift, til et ikon, en leder, en frelser (Antichrist Superstar). 
Selve navnet “Marilyn Manson” er i øvrigt en reference til det ultimative poppede glansbillede, Marilyn Monroe og det ultimativt grimme, seriemorderen Charles Manson, hvilket illustrerer at Manson føler sig som en del af både den poppede, glatte overflade og den ulækre, syndige bagside. For nyligt samarbejdede han med poppens dronning pt., Lady Gaga, i et remix af hendes ”Lovegame”, og viste dermed at han ikke er bange for at blive associeret med poppens verden. Men Gaga har heller aldrig lagt skjul på at Mansons stage persona er en stor inspirationskilde for hendes outrerede stil, og det kunne være spændende hvis det kom flere joint ventures fra de to.
Der er ingen tvivl om at det var svært at være Manson som ung, og derfor er han optaget af temaer omkring udstødelse, angst, udnyttelse og vrede. Det kommer f.eks. til udtryk i den måske mest selvbiografiske sang han har lavet, ”The Nobodies”, hvor Manson på næsten balladeagtig manér opfordrer til patetisk weltschmertz fællessang om hvor ondt det gør ikke at føle man hører til i verden. Onkel Manson forstår dig…
Og det er fantastisk, synes jeg, for der findes meget værre rollemodeller for de unge amerikanere. Jeg kunne f.eks. nævne The Jonas Brothers, der med deres promise rings på fingrene og Disney inc. i røven, opfordrer de unge til at holde igen med det frække før de er blevet members for life i den lokale kirke. Disse unge får foretaget flere aborter end resten af befolkningen… Det, der virkeligt generer mig ved fænomenet Manson, er pladeselskabernes insisteren på at fastholde Manson i rollen som de unge udstødtes frelser, alene for at malke dem for lommepenge. Og jeg er endnu mere irriteret over at Manson lader dem gøre det. Han har ved flere lejligheder vist at han har omløb i hovedet og har fuld forståelse for sin rolle i den heftige debat omkring ham (f.eks. i det berømte Columbine-interview, hvor han karakteriserer sig som ”a poster-boy for fear” designet til at få de unge til at forbruge). Derfor ærgrer det mig at han ikke bruger det potentiale han har for at blive en stærk stemme for de unge, som ikke lader sig narre af Jesus, Mickey Mouse, Sony og hvad de ellers hedder. Da Trent Reznor i sin tid tog den unge Manson under sine vinger og producerede debutten ”Portrait of an American Family”, var det alle tiders chance for at blive Reznors arvtager. Men Mansons personlighed er simpelthen anderledes skruet sammen. Han 
kan ikke holde sig fra rampelyset og elsker at provokere (”These policemen wanted to arrest me cause they thought I was masturbating on stage with a dildo, so they said “where is it?”. I asked “why do you want the dildo..?” and got to spend a night in jail”). Manson lægger ikke skjul på sin umodenhed, f.eks. tager han skylden for at ægteskabet med Dita von Teese ikke overlevede til 1-års dagen fordi Manson ikke er i stand til at påtage sig den mængde ansvar og modenhed et voksent forhold kræver. Heller ikke selvom han giftede sig med den måske smukkeste mest sexede kvinde i verden… Det kan vel ikke overraske nogen at han forlod Von Teese til fordel for en pige, der kunne have været hans datter. Og nu er single igen.
Det er ærgerligt, men måske kommer den dag hvor Manson vågner op af sin absinth døs og indtager pladsen som den potente samfundsrevser han kunne være. God knows they need it!
Monster
30 Dec 2010 Leave a Comment
You can see it from afar, no need for questions,
You can see it in his eyes,
burning with mania
empty as vessels
This man is not like you and me.
You wash him intimately
You feed his hungry mouth
He keeps you up at night
You endure it with a pretty smile.
You’re a good girl.
Strong hands with soft skin are grabbing your face,
He sucks the light out of you
And you let him do it until you understand:
He is beginning to crawl into your mind
You are struck with desperation
You start pushing him and yelling,
Whenever he falls out of place
The pretty smiles have all gone,
And appalled, you enjoy your power.
But this man is stronger than you
And he just wanders into himself
Whenever you try to reach out for him
He eats you up.
His impenetrable silence seeps into your scalp
And your hair turns white
Numbness strangles all your noble efforts
And the days turn to stone.
You want to slip something into his morning porridge
And you want to steer his car into a building.
One day you realise,
You have created a monster.
